Rubjerg Knude, et smukt og facinerende naturfænomen
Blot 20 kilometer fra vores campingplads venter et af Nordjyllands mest spektakulære naturoplevelser: Rubjerg Knude – den store, vandrende sandklit – og det ikoniske Rubjerg Knude Fyr, som dramatisk troner over havet.
Rubjerg Knude er et sted, hvor man virkelig mærker naturens kræfter. Her har vinden og havet i årtier flyttet sandet, slebet kysten og langsomt formet landskabet. Det mest berømte vidne til denne udvikling er Rubjerg Knude Fyr, som blev opført i 1900 og taget ud af drift pga. sandflugt i 1968. I 2019 blev fyret spektakulært flyttet 70 meter længere ind i landet for at redde det fra at styrte i havet. I dag står fyret stadig stolt og byder besøgende velkommen med en af de smukkeste udsigter langs Vestkysten.
Om du går ad stierne gennem klitlandskabet, klatrer op i fyret for at nyde udsigten over Vesterhavet, eller bare lader dig imponere af stilheden og naturens storhed – et besøg ved Rubjerg Knude er en oplevelse, man sent glemmer.
Fra Løkken Klit Camping & Hytteby er det nemt at komme til Rubjerg Knude – enten med bil, på cykel eller som en del af en længere vandretur langs kysten. Det er en oplagt udflugt for hele familien.